Holger på kurophold
Holger skynder sig ned ad gangbroen. Han kan høre sine kammerater plaske rundt, hujende og grinende. De kalder på ham, han sætter farten op, kan næsten ikke vente med at mærke det kølige vand omslutte sin krop her i sommervarmen.
Bag ham ligger den store bygning, Julemærkesanatoriet, hvor børn med tuberkulose er indlagt. For mange går der helt op til 1½ år, før de kan komme hjem til deres familer. Holger er glad for at være her, han har mange kammerater på den store stue. I starten lå han på Fjordglimt sammen med de små, men han er nu blevet så stor, at han flytter over i hovedbygningen , hvor han også går i skole, hvis han ikke er for sløj. Holger kan godt lide at gå rundt i skoven på de mange stier mellem nåletræerne, på Krussedullevej, som en af stierne hedder. Han skal derud hver dag sammen med de andre børn. Holger ligger også hver dag nogle timer på terrasen, godt pakket ind i tykke tæpper, kun lige med hovedet over, også selv om det er koldt. Det er vigtig at få frisk luft for at blive rask.
I kælderen ligger lysbadene. Holger følges derned med de andre børn. Han sludre med sidemanden, mens de ligger på briksene. Den anden dreng kommer helt fra København. Lysbadene er sammen med sollyset en del af Holger og de andre børns kur.
“I skal op nu” Holger ser op. Det er sygeplejersken, der kalder. Det er heldigvis ikke hende den skrappe, der godt kan finde på at trække drengene i ørerne. Han og resten af gruppen har leget og svømmet i fjorden, men nu er det tid til at komme op til frokost. Holger er sulten, på sanatoriet får man heldigvis god mad det meste af tiden. Maden er også med til at gøre børnene raske, selv om flere af dem ikke kan lide vandgrød, de skal dog spise den alligevel. Efter frokost er det blevet tid til at hvile sig. Det bliver dejligt, tænker Holger, og sender sin familie derhjemme en tanke.
