Whisky-smagning & Gus
Whisky, varme og en smagning ud over det sædvanlige
Torsdag den 12. november 2026 kl. 19.00 inviterer Destillerierne Trolden og Mosgaard Whisky til en helt særlig whiskyaften i samarbejde med Slotssøbadet.
Her kombinerer vi whisky i international klasse med professionel saunagus og unikke omgivelser – først i den store sauna Bella Vista og efterfølgende i Riddersalen ved Dronning Dorotheas Badstue.
Aftenen begynder med en professionelt gennemført saunagus i tre etaper, hvor der undervejs præsenteres og smages på tre forskellige whiskyer.
Efter gusen hopper vi i badekåberne og fortsætter aftenen i Riddersalen, hvor yderligere tre whiskyer kommer i glasset.
I alt skal vi smage 6 forskellige whiskyer fra de to lokale destillerier Trolden og Mosgaard, som gennem de seneste år har markeret sig med danske whiskyer på internationalt topniveau.
Det bliver en anderledes whiskysmagning, hvor smag, duft, varme og atmosfære smelter sammen til én samlet oplevelse.
Program
18.45 – Ankomst og omklædning
19.00–19.30 – Saunagus i 3 etaper med én whisky undervejs i hver etape
19.30–20.45 – Whiskysmagning del II i Riddersalen med yderligere 3 whiskyer
20.45 – Vi drikker ud og klæder om










